- 04.08.12 Er du klar til et opsving?
- 21.01.08 Efterkommere af indvandrere uddanne...
- 15.01.08 Barsel er ikke en karrierestopper!
- 09.01.08 Mobning i danske virksomheder
- 08.01.08 Vikarbranchen boomer!
- 07.01.08 Er det tid til et sporskifte i karr...
- 02.01.08 Er det blevet din tur til en opgrad...
- 20.12.07 Opbremsningstendenser på jobmarkede...
- 05.12.07 Selvtillid er vejen til succes for ...
Loyale medarbejdere gavner virksomhedens bundlinie.
Tag et kig på den gennemsnitlige arbejdsplads og du vil opdage, at andelen af ansatte der ikke er dedikerede til deres arbejde og højst sandsynligt vil skifte job indenfor to år, er større end den andel medarbejdere, der er loyale og dedikerede til deres arbejde og virksomheden.
I hvert fald hvis man skal tro en amerikansk undersøgelse (sept. 2007, af Walker Information) af ansattes loyalitet i amerikanske virksomheder og organisationer. Undersøgelsen viser, at kun ca. en tredjedel af de ansatte kan regnes for at være loyale medarbejdere.
Dermed overstiger andelen af de medarbejdere, der har planer om at forlade virksomheden indenfor en overskuelig fremtid (36%) de trofaste medarbejdere (34%), hvilket efterlader arbejdsgiverne med en stor opgave, da dette misforhold påvirker den interne organisation i en negativ retning. På længere sigt skal virksomhederne også være opmærksomme på, hvordan dette misforhold påvirker konkurrenceevnen.
For at gøre ondt værre, så er andelen af nyuddannede kandidater, der forventer at blive hos deres første arbejdsgiver i mere end tre år, også på tilbagetog. En anden amerikansk undersøgelse (College Student Career Confidence Survey, Right Management) understreger dette med, at 61% kun forventer at blive hos deres første arbejdsgiver i tre år eller mindre. Unægtelig en torn i øjet på de virksomheder, der bruger enorme ressourcer på at tiltrække de dygtigste nyuddannede kandidater.
Walker-rapporten viser, at det er ansatte der har været ansat i mindre end et år, der er mest illoyale, men rapporten viser samtidig også som en lille trøst, at medarbejderloyaliteten i de første 10 års ansættelsesperiode generelt stiger, jo længere medarbejderen har været ansat, og topper for ansatte der har været ansat mellem seks og ni år. Derefter falder den igen.
Det er dog ikke kun ned ad bakke for arbejdsgiverne, idet forbedringer på områder der er knyttet til medarbejderloyalitet, begynder at have effekt. Således er der sket en stigning (fra 54% til 58% over to år) i antallet af ansatte der oplever, at deres arbejdsgiver udviser omsorg for dem, hvilket er et godt tegn, da omsorg er en af de primære faktorer til at få forbedret medarbejderloyaliteten. Også arbejdsgiverens evne til at udvikle medarbejderne på lang sigt slår igennem, da 55% i undersøgelsen svarer anerkendende på dette spørgsmål, mod 50% to år tidligere.
CEO fra Right Management, Douglas J. Matthews udtaler til Management-Issues, at “det er afgørende at forstå, hvad der motiverer nyuddannede kandidater, hvis du vil beholde dem i din organisation i mere end tre år. Mulighed for karriereudvikling er en af de største motivationsfaktorer. At give dem en mulighed for at udvikle sig fagligt og avancere karrieremæssigt, brolægger vejen til engagement, produktivitet og loyalitet”.
Senere i karriereforløbet er billedet det samme. Her viser Walker-rapporten, at det der driver loyaliteten er retfærdighed på jobbet, omsorg og indlevelse, tillid til medarbejderne, følelse af at gøre en forskel og tilfredshed med det daglige arbejde.
Når Right Management påpeger, at det i omkostninger til rekruttering, oplæring, tabt arbejde og afledte udgifter koster i omegnen af 2,5 gange en medarbejders årsløn at finde en erstatning, så er budskabet ganske klart: Det betaler sig at få de nyansatte til at engagere sig i virksomheden og dedikere sig til deres arbejde så tidligt som muligt i deres karriere.
Af Steen Damkier
Du skal være logget ind for at kunne kommentere på denne artikel.